Camino Frøs Herred er en vandrerute som er 119 km. lang, og den bølger sig rundt i det gamle Frøs Herred.
Ruten byder på mange spændende oplevelser på højderyggen mellem Kongeåen og Gram Å, og den grænser op til den gamle grænse fra 1864 og til 1920, som var en brydningstid for området.
9 gamle landsbykirker og 1 nyere frimenighedskirke er de bærende elementer i ruten og turen i kulturhistorien og naturen.
Ruten følges på kortere stræk med Fole Skolespor, Kongeåstien og strejfer Hærvejen.
Du kommer igennem et indbydende og frugtbart lavbakket dansk istidslandskab med fantastiske udsigter, som du ellers ikke kommer i nærheden af. Du er nemlig ude, hvor der i dag er landbrugsland, og hvor vi har fundet små naturperler, som du kommer rundt til.
På turen vil du møde historien – både den store og den nære. Du kan stort set gå i fred og koncentrere dig om din gang og dine refleksioner. Ruten er tilgængelig hele året, og du skal være opmærksom på, at det er en vandrerute, og derfor er barnevogne, kørestole m.v. ikke egnede transportmidler.
Ruten går bl.a. via Dover og Lintrup, kun 2 og 4 km fra Foldingbro Camping. Her er der mulighed for at overnatte og handle i kiosken.
Du kan booke en hytte på forhånd, eller blot komme med dit telt.
Ruten er afmærket med:
Hvide pile som man følger, hvis man går med uret.
Grønne pile som man følger, hvis man går mod uret.
Gul/orange pile hvis man vælger en af de alternative ruter.
Du kan let finde vej ved at bruge VisitVejens app. Her finder du ruten under “Længere afmærkede vandreruter”
Læs mere og se detaljeret kort på Camino Frøs Herreds hjemmeside
For de sejeste kan man starte på Kongeåstien, tage en overnatning hos os, hoppe på Camino Frøs Herred i Dover og gå de 119 km, efter nogle dage retur til Dover, med overnatning hos os igen, før turen fortsætter ad Kongeåstien, ca. 190 km i alt.

